Vores natur

For de fleste er vores natur vores områdes mest attraktive aktiv. Og formodentlig stærkt medvirkende til de relativt høje ejendomspriser. Herlighedsværdierne er blandt andet de åbne vandløb, et rigt dyreliv, karakteristiske grønne omgivelser, stilhed, et generelt landligt præg og nærhed til strand.

Hvor blev naturen af?

Vores natur er under pres.

I 1960-erne var der et tæppe af op til 25 forskellige sommerfugle i luften om sommeren, et massivt kor af mangfoldige fuglestemmer (inklusive nattergal), firben, tudser og frøer, masser af pindsvin, der åd snegle, osv.

Før de store udstykninger fandt sted (senest i 1970-erne), var vores lille sommerhusområde omgivet af store naturområder. Nogle af naturområderne er der stadig, der er blot kommet større afstand til de nærmeste, som i øvrigt er blevet noget mindre, og det har en betydning for dyrelivet og den øvrige natur i vores område. Udstykninger, veje/infrastruktur og effektivt landbrug har reduceret den omgivende natur betragteligt. Derfor skal vi i højere grad tænke naturen ind på vores egne grunde og grundejerforeningens fællesarealer, hvis vi vil bevare og forstærke den. Og det er der en simpel forklaring på.

Nogle dyr f.eks. krondyr kommer vidt omkring (krondyr kan gå 35 km på et døgn), men dem har vi ikke mange af. For de fleste dyr er radius langt mere begrænset. De kan ikke bare bevæge sig kilometer hvert døgn (mange ikke en gang 100 meter) for at få vand, skjul eller føde.

Blandt andet derfor skal vi være opmærksomme på at give de bedst mulige betingelser for dyrelivet på vores egen grund og foreningens fællesarealer.

I dag er 35% af danske sommerfugle truede eller uddøde. 12 arter er uddøde, og 14 arter er så truede, at de risikerer at uddø.

— Danmarks Naturfredningsforening om sommerfugle

På denne hjemmeside vil vi fremover give helt enkle anvisninger og inspiration til blandt andet valg af træer, buske og småplanter, der understøtter netop den natur, der hører til vores område. Og som kan trives her. Det skal ikke være hverken svært eller dyrt – og behøver slet ikke at være ”rodet”.

Hvis du er interesseret i at gavne vores natur og savner gode råd eller inspiration, er du altid velkommen til at skrive til bestyrelsen.

Biodiversitet i foreningen

Download publikationer